Vi har fået en ny dejlig rosé fremstillet på Cabernet fra Australiens sydlige vinregioner. Vinen er på 3 liters Bag-in Box, hvilket svarer til 4 flasker.
Ved fremstillingen af rosé skal man tænke på at al farven i blå druer findes i drueskallen. Derfor er det vigtigt hvor længe producenten lader skallerne ligge sammen med mosten. Det tilfører vinen dels farve, men også struktur og smag. I Australien får druerne meget højt indhold af farve i skallerne grundet den megen sol, derfor ender man ofte med en rosévin med god mørk farve. Dette eksemplar er ingen undtagelse.
Cabernet høstes i de varmere områder hvor druerne har mulighed for at få sol nok til at give den struktur og rygrad som kræves til vores Diamond Hill serie. Dette er en drue der er mest kendt fra Bordeaux hvor den er rygraden i alle de store vine fra Médoc.
Druerne modnes under indflydelse af det klare solskin, og ved høsten i februar er druerne fuldmodne. Efter plukningen tidligt om morgenen bringes de endnu kølige klaser til afstilkning og presning. Gæringen finder sted ved en lav, kontrolleret temperatur for at bevare druernes frugtrigdom i den endelige vin. Skallerne ligger sammen med mosten i et par timer for at udtrække smag og farve.
Diamond Hill, Cabernet Rosé er mørk i glasset for en rosé med en flot rød kant. Duften er præget af friske jordbær og sommer! Smagen er flot fyldig med en god blød frugt. Eftersmagen har en god tæthed og fin længde.
Denne vin anbefales til velkomst, skalddyr, lette fiskeretter eller lyst kød.
Serveringstemperatur 8-12